Exhibition: Den Store Opfindelsesudstilling. Storm P. Museet Frederiksbergmuseerne, Copenhagen Exhibition design & graphic design: Naja Ryde Ankarfeldt Year: 2017
Mangler du gode tips til, hvordan du kan gøre tingene på den mest besværlige måde? Det kan godt være, at den lige vej er den nemmeste og hurtigste, men måske er det også den kedeligste!
Den Store Opfindelsesudstilling er en enestående mulighed for – for første gang – at opleve de tre største opfindelsestegnere sammen i en udstilling, der samtidig prøver at forstå de teknologiske omvæltninger, som tegnerne lod sig inspirere af. Det bliver et festfyrværkeri af absurde opfindelser, der bevidst søger at sprænge alle rammer for kreativitet for derigennem at udfordre vores opfattelse af, hvordan vi ser på vores evigt foranderlige verden.
Opfindelsestegningerne er en hyldest til bilen, flyet, samlebåndet, barbermaskinen og al den nye mekanik og teknologi, men de udgør også en tidlig kritik af menneskets tiltro til maskinerne.
I USA tegnede Rube Goldberg (1883-1970) store og uhåndterlige maskiner, der angiveligt kunne løse alverdens problemer. Til at starte med sparede de store maskiner folk for meget tid, når de f.eks. skulle have knappet den øverste skjorteknap, senere udviklede hans maskiner sig sågar til også at kunne løse både ægteskabelige og samfundsmæssige problemer.
Nogenlunde samtidig begyndte britiske Heath Robinson (1872-1944) at skabe drømmeuniverser, hvor vi f.eks. kan betragte familien, der midt i julehyggen betjener den store anordning, der stopper gåsen med julefyld. Af de tre tegnere er Robinsons maskiner måske de mindst praktisk anvendelige – noget Robinson bl.a. udnyttede under de to verdenskrige, hvor han midt i avisernes ellers så barske krigsrapporter henrykkede læserne med sine lattervækkende fortolkninger af det tyske krigsmateriel.
Hjemme i Danmark var Storm P. (1882-1949) også fascineret af den nye teknologi, og i samme periode begyndte han ligeledes at tegne opfindelser. Han kom gennem årene vidt omkring i sit opfindelsesunivers, og ofte ‘forbedrede’ han allerede eksisterende opfindelser, opfandt f.eks. cykler, der var særligt egnede for arkæologer eller beregnet til folk, der går i søvne.
Text: Storm P. Museet